Mit liv som zebra

Du kender måske til udtrykket ”Zebra effekten”? Hvis ikke, så er det kort fortalt den effekt, zebraer benytter over for et rovdyr på jagt. De samles i en flok, og derved skulle deres striber efter sigende forvirre rovdyret. Det har sikkert også noget at gøre med at de måske føler sig mere sikre som en flok, samt at risikoen for at blive taget af rovdyret jo også bliver formindsket, jo flere man er sammen.

For at vende tilbage til min egen oplevelse, så var Freya og jeg på rejse til USA her i 2012. Vi ville denne gang besøge Yellowstone National Park, for at opleve den fantastiske natur og se det rige dyreliv.

Da vi ankom til Yellowstone, fik vi nogle brochurer om, hvordan vi skulle opføre sig i parken og hvilke afstande vi skulle holde til dyrene. Vi kunne læse at man skulle holde en afstand på mindst 90 meter (100 yards) til bjørne og ulve, mindst 23 m (25 yards) til andre dyr. Vi talte endda om, at det lød meget fornuftigt, da vi jo er i Nationalparken på dyrenes præmisser.

Vi kørte en tur for at se, om vi kunne se nogle af de mere “eksotiske” dyr – Freya ville meget gerne se ulve og jeg ville gerne se bjørne. Efter et par timer hvor vi fik set masser af kronvildt, bison og fugle, opdagede vi en masse biler, som var parkeret i vejkanten og masser af folk der myldrede rundt. Vi satte farten ned og forsøgte at se hvad der skete.

Og der stod den: en stor sortbjørn! Den var vel en 75-100 meter væk, så vi kunne godt stå ud af bilen og tage nogle billeder af den. Nøjagtigt som alle andre gør. Vi parkerede bilen og krydsede vejen. Vi fandt et træ at sætte os opad, så vi ligesom havde en base og et fast holdepunkt – man ved jo aldrig. Bjørnen rodede i jorden og kiggede af og til op på menneskemængden, der efterhånden var samlet. Der stod vel en 50-60 personer, der både filmede og tog billeder. Jeg tænkte, ubevidst, at når vi var så mange der gjorde det samme, så kunne det jo ikke være farligt, vel?

Bjørnen bevægede sig stille og roligt i vores retning, men der var jo ikke noget at være bange for. Jeg sad tæt op ad træet med mit kamera og der var masser af andre omkring mig. Efter nogle få minutter, begyndte en tvivl at forme sig i baghovedet, men jeg ignorerede det faktisk. Jeg koncentrerede mig om at få taget billederne af sortbjørnen og nyde synet af den.

Jeg lagde pludselig mærke til, at jeg ikke zoomede ind på bjørnen, men derimod havde været nød til at zoome ud! Jeg kiggede hen over kameraet, i stedet for gennem søgeren, og der stod han så. Kun 15-20 meter fra os. Gosh, den var aaaaalt for tæt på. Jeg hviskede til Freya, der stod og kiggede fascineret på bjørnen, at vi hellere måtte flytte os, fordi han var lige lovlig tæt på nu efter min smag. Det var ligesom om vi begge vågnede og fik fornuften tilbage. Vi begyndte at flytte os, krydsede vejen og gik hen mod bilen, mens vi stadig kiggede på bjørnen. Så skal jeg lige love for at de andre tilskuere også fik travlt. Der kom nemlig nogle Park Rangere ræsende med deres bjørne spray trukket, og genner folk væk. Det var tydeligt at de ikke er i godt humør, for vi var alle alt for tæt på bjørnen.

Vi satte os ind i bilen og kiggede på hinanden. Vi var vist begge meget taknemmelige over, at vi fik set en bjørn så tæt på, men var også klar over, at vi lod os rive med i flok mentaliteten. Vi var enige om at det skulle vi ikke gøre igen, men derimod skulle vi være mere opmærksomme på hvad vi egentlig gør i stedet for bare bevidstløst at følge flokken og gøre som dem.

Et par dage senere kørte vi en tur rundt i nationalparken, og mødte en Grizzly bjørn med hendes 2 unger. Vi var begge klar over, at det kunne blive farligt hvis hun følte sig truet på grund af hendes unger, men hun var vel en 300-400 meter væk så det skulle nok gå.

Vi nød synet af hende og ungerne, og besluttede os for at køre videre. Da vi satte os ind i bilen, kunne vi se at hun og ungerne løb parallelt med os, i samme retning som vi kørte. Vi besluttede os for at holde ind nogle hundrede meter længere fremme, og et andet par havde fået samme ide. Vi tog vores bjørnespray med, bare for en sikkerheds skyld, og bevægede os kort ind i terrænet af en sti. Lidt efter spurgte det amerikanske par os, om vi ikke skulle prøve at gå længere ind i terrænet. Jeg sagde til dem, at vi hellere måtte blive her, for vi kunne ikke se bjørnemor og hendes unger, da der var en bakke foran os. Jeg havde ikke lyst til at nå samme top som hende – på samme tid.

Ganske kort tid efter dukkede bjørnemor op på bakketoppen. Godt at vi blev hvor vi var. De stoppede alle op og kiggede på os. Afstanden var ca. 100 meter, men det føltes meget mere intenst, da vi kun var 4 personer heroppe. Bjørneungerne legede lidt i sneen, mens moderen kiggede vagtsomt på os. Selvom afstanden var mere en 5 gange så stor som ved vores møde med Sortbjørnen 2 dage tidligere, så var det en radikal anderledes oplevelse, fordi vi ikke kunne gemme os i mængden. Nu var chancen for at én af os kunne komme i problemer med bjørnen pludselig meget større, og det gjorde en kæmpe forskel. Vi var meget stille og ydmyge, specielt da vi sammenlignede med vores opførsel blot 2 dage tidligere.

Efter et stykke tid rejser vi os forsigtigt op og begynder at bevæge os væk fra bjørnemor og hendes 2 unger. Da vi nærmer os bilerne kan vi se en stor flok mennesker der står samlet længere væk, og kigger på bjørnen og de 2 unger. Nu ser jeg virkeligt hvordan zebra effekten påvirker mennesker. De er totalt i deres egen verden, taler højt og vinker til andre biler for at vise dem hvad de kigger på. Det er tydeligt at de ikke føler sig truet af bjørnen overhovedet, for de er en stor flok, og føler sig derfor sikre.

Det faktum at jeg har stået og opført mig som en zebra i flok overfor et rovdyr, har sat en masse tanker i gang. Det er rigtigt at chancen for, at jeg som enkeltperson var kommet i problemer, er mindre når jeg står i en flok, for der var jo flere personer at vælge imellem. Men selve truslen eller faren var ikke ændret. Hvis bjørnen eller et andet dyr følte sig truet ville det angribe uanset hvad. Men når man står i en flok, så føles det bare ikke så farligt, for alle andre opfører sig jo på samme måde som mig. Det kunne jeg virkelig mærke, da vi kun var 4 personer i forhold til 50-60 personer.

Det er noget jeg vil huske fremover når vi bevæger os rundt i naturen. Uanset hvor sikker man føler sig i en flok, så er faren stadig til stede og fordi andre ignorere det, så vil jeg i hvert tilfælde forsøge ikke at ignorere det fremover.